| Stikord | Beskrivelse |
|---|---|
| barometer | |
| (-teret, -tre): Instrument til måling af luftens tryk. [HAR] instrument til at observere vejrets beskaffenhed. [HAR] Barometre inddeles i to typer: A. Kviksølvsbarometre B. Aneroidbarometre Se også barometri. A. Kviksølvsbarometre Tidligere også ben. kvægsølvsbarometre. Disse består af et ca. 90 cm langt rør lukket i den øverste ende og fyldt med kviksølv, der skal være uden luft, hvilket lettest opnås, hvis det kommes kogende i røret. Rørets åbne ende er nedsænket i et kar, der ligeledes er fyldt med kviksølv. I stedet kan rørets nederste ende være ombøjet ca. 10 cm. I dette rør vil kviksølvet stille sig med en ca. 76 cm høj søjle i røret. Hulrummet over kviksølvet er lufttomt. Kviksølvssøjlens højde vil forandre sig med lufttrykkets forandring. Aflæsningen foregår på en skala på røret ud for kviksølvssøjlens overkant. Kviksølvsbarometre typeinddeles videre i: Hævertbarometre. der har rør af samme diameter hele vejen, samt Karbarometre og kapselbarometre. der forneden har en bredere beholder - åben eller lukket. B. Aneroidbarometre Disse består af en tyndvægget lufttom metaldåse, hvis sider holdes udspændt af en fjeder. Lufttrykkets forandring vil ændre fjederens stilling. Denne er ved trækstænger eller træktråde forbundet til en viser, der på en skala angiver trykket. Historie: Fra antikken kendes forsk. eksperimenter og teser om luftens indvirkning, men først fra Galileo (1564-1642) foreligger eksperimenter, der førte til opdagelsen af lufttrykkets natur. Det blev dog Galileos elev Torricelli (1645), der fuldførte forsøgene, og hvis navn er knyttet til det lufttomme målerør, torricellirøret. Pascall (1648) beviste lufttrykkets aftagen med stigende højde og anvendte i 1665 navnet »barometer« om instrumentet. Englænderen Robert Boyle, 1627-1691, foreslog også ordet barometer, men i Philosophical Transactions anbefaledes ordet barometer sideløbende med ordet baroskop. De kendteste typer af kviksølvsbarometre er Fortin-typen der har en smal, lukket kop, hvis bundhøjde justeres med en skrue inden hver aflæsning. En elfenbenspointer i koppen bringes overet med kviksølvets overflade i den » åbne « ende og nulpunktet for udmåling af rørets højde er dermed fastlagt. Kew-typen har lukket stålkop og kræver ingen justering inden aflæsning. Læs om typerne i [BARO]. Englænderen dr. Robert Hooke opfandt 1666 » hjulbarometeret «, hvor kviksølvssøjlens højde ved hjælp af et lod hvilende på den åbne flades overflade ved snoretræk og tandhjul overføres til en viser anbragt foran kviksølvsrøret. Rørets diameter kan være forskellig fra aflæsningshøjdens på fx 0,315 tomme til resten af rørets lysning på 0,063 tomme. Denne konstruktion kræver en mindre mængde kviksølv. Aneroidbarometer Aneroidbarometret udvikledes i Frankrig og kendes fra 1798, hvor bl.a. Nicholas J. Conté, Meudon, fremstillede prototyper, men det var først Lucien Vidie (1805-1866), der konstruerede et brugbart aneroidbarometer, der først blev anerkendt og solgt i England (patent 1844 og i USA 1846). Aneroidbarometre blev også tidl. kaldet holosterisk barometer. Benævnelsen vejrglas = barometer har været anvendt, men denne term kan også betyde en kombination af de tre instrumenter: barometer, termometer og hygrometer. Termen vejrglas eller stormglas anv. også om en lukket glasbeholder fyldt med en opløsning af 6 dele campher, 1 del salmiak og 1 del salpeter i vinånd. Anvendelsen af denne indretning til vejrforudsigelse har intet på sig. Marinebarometer Anvendelsen af kviksølvsbarometre til søs vanskeliggøres af skibets bevægelser. Det er først ind i 1800-tallet, at barometre indrettet til at tåle lettere transport vinder indpas i skibene. Konstruktionen, der klarer lettere transport, kan fx bestå i en åben overflade indkapslet i en lædersæk, der er fleksibel nok til at lufttrykket indvirker på indholdet, men kan sammentrykkes el. sammenskrues, så kviksølvets volumen svarer til rørets, og skvulpning derfor ikke kan finde sted under transport. Marinebarometre er sædvanligvis kardansk ophængte. De tidligste af Tonnelot-typen havde store åbne kar med lædersider, men Fortin-typen blev snart den mest benyttede. Marinebarometrets udvikling skyldes især admiral Robert Fitzroy (1805-1865), der omkring 1860 sørgede for, at kendskabet til vejrforudsigelser på grund af lufttryksændringer blev udbredt. Admiralen sørgede ligeledes for, at der i engelske havne blev opsat barometre, så søfolkene kunne orientere sig om lufttryksforandringer inden rejsen påbegyndtes. aflæse barometeret: barometeret er støt: barometeret falder: barometeret stiger: barometeret står lavt: søbarometer: Søbarometre af kviksølvstypen skal ophænges kardansk. suspended in E. gr. baros+metrein = vægt + måling. a+neros = uden + væske. [BARO, GLOS, K128 p.204 + 209, MEY, NauM p.21, NOC, NAV1 p.247, OBS p.93, SAL, S&M Catl.(6267), SMY, WOL] [Röding] har en længere udredning om instrumentet. Kilder |
|