Ordbog             

Fritekst søgning :

Stikord Beskrivelse
Ejderkanal
(-en, --): Kanal mellem Ejderfloden og Kielerfjorden.
Der var flere planer fremme om en kanal inden for det danske monarki og flere forskellige linjeforløb blev drøftet. Den gennemførte plan blev en kanal, der fulgte Ejderen fra indløbet ved Tønning, forbi Frederikstadt og videre ad floden til Rendsborg. På den østlige side af Rendsborg fulgte sejlvejen nogle søer, og derefter kom kanalstykket, før man nærmere Kiel nåede sænkningen, hvori åen Levensau løb, og sejlvejen fulgte så denne til udmundingen i Kielerfjorden ved Holtenau.

Kanalen blev bygget mellem 1777 og 1784, og den var i brug, indtil Kielerkanalen i 1895 blev åbnet. Bygningen var først givet til et privat foretagende, der dog ikke kunne gennemføre projektet, så staten overtog bygningen fra 1782. Den første vandvej var 180 km lang, og kanaldelen var 43 km. Vandvejen kunne besejles af fartøjer med op til ca. 160 t dw, eller omkring 400 brt.

På stykket mellem Ejderen fra Flemhudersø til Levensåens nærmeste punkt måtte man grave gennem tørt land, før kanalen løb videre langs ålejet til Kielerfjorden. Kanalen fik en overflade-bredde på 28,7 meter, en bundbredde på 18 meter og en dybde på 3,45 meter. Denne bedrift krævede en arbejdsstyrke på 2.500 mand.

Der var en højdeforskel mellem havet og kanalen på omkring 7,5 meter, så der skulle bygges tre sluser for at løfte skibene - hver på 2,5 meter løft - og tre for at komme ned igen. Selv om man kunne have gravet de sidste 7,5 meter ned, så ville sluser alligevel have været nødvendige, da Østersøens vandstand afhænger af vindretning, vindstyrke og dens varighed, der til sammen kan opstemme meget vand - eller lidt vand i Østersøens vestlige bund. Tilsvarende er der ved Ejderens munding en tidevandsflod med flere meters forskel to gange i døgnet.

Sluserne blev opført i Holtenau, Knoop og Rathmannsdorf for at komme op til kanalen fra øst, og i Königsförde, Kluvensiek og Rendsborg for at komme ned på Ejderen, hvorfra man altså sejlede på tidevandets betingelser. Maksimumstørrelsen på skibene skulle naturligvis følge slusestørrelsen, der var på 35 x 7,8 meter.

I kanalens seneste driftstid var der kommet dampskibe, men de fik aldrig betydning på Ejderkanalen. Kraften til sejladsen på vandvejen måtte derfor komme fra skibet egen rigning eller fra træk af mennesker og dyr. Den primære fart på kanaldelen skete med hestespand, og til det brug var der på toppen af kanalstrækningen anlagt trækstier til dyr og mennesker, og der var hestebytningsstationer undervejs. De største skibe fik spand med seks heste - de mindste fik et par mand med et tov om livet. Transittiden kunne være tre til fire dage fra Holtenau til Tønning, men ofte længere.

Mellem Rendsborg og Nordsøen måtte skibene selv sejle, og fra Tønning forbi Frederikstad kunne man udnytte tidevandsstrømmen, mens det sidste stykke op ad floden til Rendsborg var det vanskeligere, da tidevandet var svagere. Ikke mindst fordi et blik på kortet vil vise, at floden bugter sig ganske meget, hvorfor medvind og modvind har vekslet uanset vindens reelle retning.

Fra 1784 til 1830, altså på 46 år passerede 94.000 skibe kanalen, og trafikken var med tiden stigende, og i dens levetid på 101 år passerede i alt mere end 300.000 skibe kanalen. Det var verdens første og største kommercielle kanal, og da Kielerkanalen overtog rollen, så blev den også den mest trafikerede kommercielle kanal i verden - og er det endnu.

Eider Canal.
[JM, H&S60 p.208, Søens verden 1961/62 p.89]  Kilder