Ordbog             

Fritekst søgning :

Stikord Beskrivelse
akvædukt
(-en, -er): Kunstig vandledning. Oftest anvendt om de stenbyggede levn fra romertiden, idet dog både Mellemøsten og Ægypten havde anvendt akvædukter 500-600 år før romerne. New York anlagde akvædukter i 1839 og 1866.
Foruden akvædukter beregnet for forbrugsvand findes også akvædukter, der fører sejlbare kanaler frem over højdedrag.
aqueduct.

»Europas største akvædukt har bestået sin første seriøse test. Akvædukten, der krydser Elben ved Magdeburg, er på 918 meter og blev passeret af et såkaldt pramtog på 150 meters længde. Akvædukten ... tillader indsættelsen af skibe med op til 110 meters længde og en tilladning på 2.000 tons, 11,40 meter i bredden og med en dybgang på maks. 2,80 meter«.
[SØF41-42/2003 p.7 sp.3]
E. lat. aqua = vand + ductus = føring, ledning.
[EB, KortA, ODS, SOD/OSD]  Kilder