| Stikord | Beskrivelse |
|---|---|
| anker | |
| (-et, -kre): Tungt redskab, der - nedsænket el. -kastet på havbunden og forbundet til fartøjet med tov el. kæde - fastholder fartøjet på sin position. Ankeret er oftest dannede af en kraftig smedet el. støbt jerndrager, læggen, i hvis øverste ende er anbragt et øje, hvortil ankerkæden er fastgjort, og i hvis anden ende to el. flere arme er påsatte. Armene ender i pilespidslignende flader, flige, der kan grave sig ned i havbunden og således fastholde skibet. Ældre ankertyper er derudover forsynet med en tværarm lige under øjet, stokken, der kan være af træ el. metal, og som står vinkelret på armene og bidrager til at vende ankeret på bunden, således at en af fligene kan grave sig ned. Jernankerstokke er ofte bevægelige og kan lægges ind til læggen, når ankeret ikke er i brug. Historisk Der kendes forhistoriske ankre af sten, evt. med et hul i, hvorigennem ankerlinen blev fastgjort. De kendes fra både sten- og bronzealder. Ankersten med huller til at fastklemme træstokke i, så disse kunne grave sig ned i bundmaterialet kendes fra flere steder i verden. Fra det femte århundrede f.Kr. er fundet levn af støbte blyankerstokke ved Sortehavet. Fra Ægypten og Grækenland kendes især pyramideformede stenankre. Oldtidens skibe førte flere ankre om bord. Romerske kilder anfører, at det største - og sikreste - kaldtes med adjektivet sacra. Holdekraft måles efter vægt. Stokløse ankre omkr. 1900 havde en holdekraft på ca. 6 gange dets vægt. Betegnelsen »med høj holdekraft« gives til ankre med mere end 12 gange dets vægt i holdekraft. Omkring 1600 førte de største krigsskibe ca. 11 ankre, og omkring 1800 førte et linjeskib på 100 kanoner ca. 7 ankre [8550p50]. Visse nyere ankertyper afviger væsentligt fra den klassiske facon og kan være dannet som en klods, paraply, plov el. skrue. Generisk navn er »anker«. E. gr./lat. ancora (-ae, f) = anker, hage, krog. Ordet er overtaget gennem samkvem med romere og anv. i ON »akkeri« - »acker«, der anv. sideordnet med formene »ancker« og »anker« til ca. 1600, hvorefter formene med »-n-« bliver enerådende. En længere historisk artikel findes i [Röding]. Om særlige ankertyper til rigge se i [Oil Rig Moorings Handbook 6487]. Om ankerhistorie: Anchors, Betty Nelson Curryer, Chatham, 8550. Se om ankrenes anbringelse i 1768 i Ankernes Fordeeling [Gynt p.39ff] [DNW, ENK, FALC, IMK, OED, OSS, SEHA] Forsyning med ankre på et ældre sejlskib Dagliganker og pligtanker er de to tungeste ankre. Dagligankeret hænger om bagbord under kranbjælken i pertyrlinen og røstlinen, tøjankeret hænger på sammemåde om styrbord. Pligtankeret ligger om styrbord med den ene arm i en kæbe på rælingen; læggerankeret på samme måde om bagbord. Når de to sidstnævnte skal bruges, afboves de og hænges hver i to røstliner. Varpankrene ligger med et å pligten og et på læggeren. (Efter Schneider) [SCHN] Forsyning med ankre på et motorskib Forsyning af ankre til nybygning i 1954: "Ankre i overensstemmelse med klassens fordringer som følger: 2 stokløse bovankre i klyds og 1 reservebovanker hver på 3.450 kg. Reserveankret surres til øverste dæk agter i bak." 1 strømanker af stoktypen på 965 kg stuves i tonnagebrønden." (1954) [10542 p.133] Kilder |
|