| Stikord | Beskrivelse |
|---|---|
| ankerkæde | |
| (-n, -r): Kæde, der forbinder anker og skib. Ankerkæde afløste ankertov fra ca. 1810. Royal Navy skiftede fra 1811. Til kæder af større dimensioner anvendes altid kædeled med stolpe, også kaldet stiver. Kæden opdeles i længder kaldet sjækler af varierende størrelser fra 10 til 15 favne. Royal Navy anvendte 12,5 favne = 1 sjækkel indtil 1949, derefter - som USA - én sjækkel = 15 favne. Omkring 1900 anvendte den danske flåde kædelængder på 10 favne. Kædelængder samles med kædesjækler (også kaldet kædeheks eller samlingsbøjler), der indsættes i agterhånden og griber ind i forhåndens slutled. "De enkelte Længder forenes ved, at Heksens Bolt sættes gennem den agten for værende Længdes Slutled." Slutledet er noget større end de øvrige led og med stolpen anbragt lidt forskudt for leddets midte for at give plads til sjæklens bolt.[KONOW p.92] Længden af kæde fra bov til ankerbøje kaldes Afstanden fra bov til anker kaldes Kædelængde, der sædvanligvis anvendes, er 5 gange dybden op til 20 m havdybde. På større dybder anvendes kædelængder på 2 til 3 gange dybde. Der findes mange beregningssædvaner for kædelængder i forsk. skibstyper og forsk. fra land til land. stikke kæde ud: Når der ankres for to kæder, og disse er krydsede 180°, kaldes det et kryds: Er skibet svajet 360° rundt, har kæden dannet en albue: Efter 720° rotation er dannet en rundtørn: Det er derfor nødvendigt at specificere, om der er tale om tov, wire el. kæde. —> kæde for detaljer om kæde. [DAH p.96f, DMO, MARS, MAS, RNL p.197 + 199, SD, SEJ, KONOW p.91] E.: Ankerkæde er nævnt i romertiden, hvor Cæsar bemærkede, at venetianere brugte ankerkæde. I nyere tid fik englænderen Philip White i 1643 patent i England på fremstilling af jernsmedet ankerkæde. Tovværksfabrikanterne formåede dog i to hundrede år at forhindre indførelsen. I 1791 blev kæderne udviklet, så en del af forbeholdene for manglende elasticitet og deres lethed til at danne kinker blev imødegået og de fik en lettere måde at blive opdelt og samlet på. I 1808 blev ankersjæklen opfundet, og cirka samme tid, 1813, opfandt Thomas Brunton stolpekæden, der derfor en overgang blev kaldt Bruntonkæde. Fra omkring 1840 og 1850 blev kæder almindelige, men af stærkt svingende kvalitet, indtil prøvebestemmelser blev indføjet i myndighedskravene til skibes udrustning. [Vikingen nr. 18, side 30ff 15/9 1941] Ankerkædens afmærkning Kæden afmærkedes iflg. [TOP p.30] fra 1922: 020 m --- 1 knob 040 m --- 2 knob 060 m --- 3 knob 080 m --- 4 knob 100 m --- 1 øje 120 m --- 1 øje og 1 knob osv. til 200 m --- 2 øjne 220 m --- platting og 1 knob osv. til 300 m --- platting og øje 320 m --- platting og øje og 1 knob. Optagning og slangning af ankerkæden under dokophold for eftersyn. [JM] "Først skulle ankerkæden trækkes op fra kædekassen. Det foregik ved håndkraft og nogle lange jernkroge, som vi stak ind i kæden, hvorefter vi rykvis halede denne op på dækket, hvor den blev slanget op, så den let kunne løbe ud." [Schmidt 1991 p.27] Forsyning af ankerkæde til nybygning i 1954: "495 meter (270 favne) elektrisk svejst 51 mm (2 tommer) diam. stolpekæde af S.H.-stål i overensstemmelse med klassens fordringer. Ankerkæder mærkes for hver 15 favne med 4 mm jerntråd i første stolpeled, dvs. med henholdsvis 1, 2, 3 osv. vindinger. 2 reservesjækler for ankerkæder samt 2 endesjækler leveres." (1954) [10542 p.133] Kilder |
|