| Stikord | Beskrivelse |
|---|---|
| landgang | |
| (-en, -e): 1. Det at gå i land, bevæge sig fra skibet til det faste land. [Saint] gøre landgang. [Saint] Se også Kobrygge. 2. Forbindelsesvej til land. Gangbrædder, trapper og lignende former for adgangsvej mellem land og skib. Landgangen skal kunne reguleres efter vandstanden og skibets lastetilstand, hvorfor de fleste landgange er drejelige, forskydelige eller på anden vis indstillelige, så de kan tilpasses de skiftende forhold. I tidlige fartøjer op til og med renæssancens skibe var et gangbræt det mest anvendte. Det kunne skabe forbindelse til en bro, der i tidevandsfarvand naturligt var bygget så højt, at vandstanden altid var under brodækket, hvorfor den normale retning var fra skibet og opad til land. Gangbrættet var derfor forsynet med tværlister for bedre fodfæste og virkede som en hønsestige. Denne sikringsmetode anvendes stadig på landgange. Der har muligvis i antikken, hvor beretninger omkrigsskibe fortæller det, kunnet være en hængslet landgang om bord. Den kunnet vippes fra fx lodret stilling langs en mast og lande på et fjendtligt skib under entringsmanøvrer. Ordet drawbridge har en maritim betydning i [OED]: I Ole Mortensøns bog Renæssancens fartøjer er der ikke afbildet en eneste landgang. Alle små fartøjer er vist liggende langs broer i omtrent lønningshøjde, og man må formode, at det sædvanlige var at træde over fa skibssiden til broen. [ABC, Konkyl9/1989, DNW, IMK, MarS] Kilder |
|