Stikord | Beskrivelse |
---|---|
lastelinjemærke | |
(-t, -r): Mærker på et skibs yderside til hvilke skibet må nedlastes. Mærkerne er beregnet ud fra skibets hoveddimensioner og konstruktion med hensyn til vandtæthed. Der er lastelinjemærker for forskellige farvande og for forskellige årstider. Bestemmelsernes lovgrundlag er den Internationale Lastelinjekonvention, 1966, som Danmark har ratificeret i national lovgivning om skibsmåling. Konventionen trådte i kraft 21/7 1968, hvor den erstattede den foregående fra 1930. Lastelinjerne angiver ved deres højde, hvor dybt et skib må nedlastes. Mærkerne er derfor længere nede på skroget for vintersejlads end for sommersejlads. Oftest kontrollerer et skibs fører, hvilken lastelinje, der kan benyttes, ved at konsultere et lastelinjekort, hvor verdenshavenes zoner og tidspunkter er afsat, men den absolutte regel må læses i Konventionens tekst. Lastelinjemærkerne består af: Dækslinjen, der afsættes ud for fribordsdækket. Under denne sættes en cirkel, Sommerlastevandlinjen angiver den dybeste dybde, skibet må nedlastes til i sommerlastezonerne. På tilsvarende måde er de øvrige lastelinjemærker afsat. Vinterlastevandlinjen. Nordlige Atlanterhavs vinterlastelinje. Tropelastelinjen. Ferskvandslastelinjen. Tropeferskvandslastelinjen. Trælastelinjerne. Disse tillader dybere nedlastning end for andre ladningsarter, idet en dækslast af træ giver større opdrift og beskytter til dels mod vejrliget. Der findes desuden nationale regler for skibe, der ikke går i international fart, samt særlige mærker for sejlskibe. Også passagerskibe kan have ekstra mærker påmalet. Se også trælastelinjemærke og plimsollmærke. [BAS p.109, BES p.166, SKT02-II p.1ff, ABC, SKT81 p.93 + 98, SØR p.21] Kilder |