| Stikord | Beskrivelse |
|---|---|
| magnetpol, magnetisk pol | |
| (-en, -er): 1. Punkt beliggende ca. 1/10 inde på en magnet fra hver ende. Der ligger en pol i hver ende af en magnet. 2. Hvor jordmagnetismens akse gennem de to poler skærer jordoverfladen findes de to geomagnetiske poler. De findes henholdsvis i Nordcanada på omkring 78,8° N 70,9° W og ved Antarktis på omkring 78,8° S 109,1° E og flytter sig gennem tid. De jordmagnetiske poler findes, hvor magnetnålen ophængt i det lodrette plan stiller sig vinkelret på jordoverfladen, dip = 90°. Det er hhv. i Nordcanada og ved Antarktis. Den magnetiske nordpol blev første gang konstateret med en dip på 89° 59' af James Clark Ross i 1831. Polen lå da ved Cape Adelaide på 70° 05' N og 96° 46' W. Magnetisk passer de opnåede målinger bedst, hvis man forestiller sig jordens magnetkraft som beliggende i en meget kort kraftig magnet i jorden scentrum. En sådan kort magnet kaldes for en dipol, og hvor der ovenfor tales om de geomagnetiske poler, er disse tænkt som en dipols forlængelse. Geografisk flytter de magnetiske poler sig gennem tid rundt inden for et område. Forandringerne kan skyldes forhold i jordens indre og kaldes da for sækularvariation. Magnetfeltet kan også ændre sig gennem påvirkninger fra elektromagnetiske strømme i den ydre atmosfære, og det er de samme påvirkninger, der giver nord- og sydlys, aurora borealis og aurora australis. Magnetpolerne benævnes således i hht. [NAV8]: "Magnetfeltet kan opfattes, som om det udstråles fra polerne i en stor stangmagnet, hvor den ene pol ligger i det nordlige Canada, Jordens nordlige magnetpol, og den anden pol ligger i det sydlige Stillehav, Jordens sydlige magnetpol." [AMN, BOW2, NAV8, NAV2-1, NavNews May/June 1997 p.12] Med hensyn til benævnelsen af polerne hersker der nogen uenighed, men inden for søfarten internationalt og ligeledes historisk er der tradition for at benævne polerne som de geografiske, altså en magnetisk nordpol tæt ved den geografiske nordpol. Bl.a. benytter medarbejdere på Tycho Brahe Planetariet i København den modsatte norm og kalder magnetpolen i Canada for en sydpol. Det er naturligvis ikke fordi søfolk ikke kender til magnetisme, at de kalder polerne modsat astronomerne. Tværtimod har søfolk siden kompassets fremkomst været stærkt optaget af både de lokale magnetfelter, men også jordklodens, og søfarende er derfor ganske klar over, at det er sydmagnetisme, der tiltrækker kompasmagnetens nordende mod nord. Og når man er klar over forudsætningerne, så har det ikke den store betydning, hvilken nomenklatur, man anvender. Udtalelser som "udtrykker mange, der ikke kender forudsætningerne og magnetismens regler, sig om dette" bør derfor ikke møntes på søfolk, der har en århundredegammel veletableret standard for disse begreber. [mailkorrespondance] Kilder |
|